Toget kører fra Danmark til Köln, hvor I sover en nat, og næste dag videre via Frankfurt til Strasbourg. To nætter i Strasbourg, før et kort regionaltog bringer jer til Colmar, hvor I bor fire nætter midt i vindistriktet.
Fra Colmar ligger vinlandsbyerne tæt: Riquewihr inden for sin bymur, Kaysersberg ved foden af borgruinen og Eguisheim, hvis gader går i ring om borgen. Vinmarkerne går helt op til husene, og hos vinbønderne kan I smage Riesling, Gewurztraminer og Pinot Gris, hvor druerne vokser. Hjem flyver I fra Basel-Mulhouse.
Alsace har skiftet mellem fransk og tysk fire gange siden 1871, og det ses i navnene, i køkkenet og i bindingsværket. I Colmars Unterlinden-museum hænger Isenheim-altertavlen fra begyndelsen af 1500-tallet, og Strasbourgs katedral var i mere end 200 år verdens højeste bygning.
Højdepunkter
- Strasbourg: katedralen og kvarteret Petite France.
- Colmar: kanalerne i Petite Venise og Unterlinden-museet.
- Vinlandsbyerne: Riquewihr, Kaysersberg og Eguisheim.
- Vinen: Riesling, Gewurztraminer og Pinot Gris hos vinbønderne (smagning som tilvalg).
Rejsen kan skræddersys med flere nætter, andre hoteller, lejebil på vinruten eller tog begge veje.
Som alle vores pakkerejser er turen dækket af Rejsegarantifonden og Pakkerejseloven, og I har vores vagttelefon døgnet rundt hele vejen.





